Udgangspunktet for Talrige Fortællinger er den første bog i serien, "Talrige fortællinger om Middelfart Kirke" fra 2018. Halvdelen af opgaverne herfra går typisk igen fra bog til bog, mens den anden halvdel udarbejdes specifikt til hver enkelt kirke.
Det vil sige: Samme grundlæggende opbygning — og alligevel hver især helt sin egen bog.
Talrige fortællinger om Middelfart Kirke
Matematik er formodentligt ikke det første, man tænker på, når man hører ordet "kirke", men — som titlen antyder — gemmer der sig faktisk overraskende mange drilske regnestykker, hovedbrud og talgåder rundt omkring i kirkerummet. Med 24 illustrerede opgaver inviteres byens 5. og 6. klasser indenfor i Middelfart Kirke til en dag fyldt med matematiske udfordringer og overraskende fortællinger om alt fra kongelige bænkevarmere og strandede finhvaler til krudt og kugler samt en kirkeværges drabelige forbandelse. Udgivet af menighedsrådet i Middelfart Kirke i 2018.
Finurlige fortællinger om Sankt Nicolai Kirke
Inspireret af, og delvist baseret på, opgavebogen "Talrige fortællinger om Middelfart Kirke" fra 2018. "Finurlige fortællinger om Sankt Nicolai Kirke" er tænkt som et tilbud til byens 3. klasser, hvor de med bogen i hånden kan lære kirken og dens historie at kende gennem 24 sjove og udfordrende opgaver. Udgivet af menighedsrådet i Sankt Nicolai Kirke i Kolding i 2020. Tekst skrevet i samarbejde med Henriette Bacher Lind og Birgitte Gadager Simonsen.
Bogtrailer
Til begge udgivelser er der lavet en bogtrailer, som bruges i forbindelse med promoveringen af undervisningstilbuddet. Klik på ovenstående Youtube-link for at se traileren til "Finurlige fortællinger om Sankt Nicolai Kirke". Linket åbnes i nyt vindue.