Her på siden finder du svar på ofte stillede spørgsmål — og forhåbentligt også svar på det, du søger. Skulle du alligevel stå tilbage med ubesvarede spørgsmål om Talrige Fortællinger, er du meget velkommen til at sende en mail via kontaktformularen under KONTAKT.
Hvor lang tid tager det at lave en bog i serien?
Tidshorisonten for en bog i Talrige Fortællinger-serien varierer fra kirke til kirke alt efter, hvor stor en del af indholdet består af nye opgaver, hvis illustrationer skal tegnes fra bunden af. Forvent typisk 5-6 måneder, fra første besøg i kirken, til alle 24 opgaver er klar til korrekturgang.
Trykning og indbinding tager derudover cirka 4-6 uger.
Hvordan foregår produktionen?
Udgangspunktet er et besøg i kirken, hvor idéer og ønsker gennemgås.
Efterfølgende udarbejdes en opgaveoversigt på pdf. Denne består dels af en liste med de valgte grundopgaver, dels af en liste med forslag til nye opgavers indhold.
Når det endelige grundrids for alle 24 opgaver er på plads, sendes en tidsplan for produktionen frem til trykstart.
Undervejs i forløbet mailes færdige opgavesider til gennemsyn, så kirken løbende har mulighed for at følge med i processen og give feedback.
Til slut modtager kirken en pdf af samtlige sider til korrektur, og efter endelig godkendelse sendes bogen til tryk.
Hvad skal vi som kirke bidrage med?
Inspiration til mange af opgaverne kommer fra Nationalmuseets udgivelser "Danmarks kirker", men derudover er det også en stor hjælp, hvis kirken eventuelt selv har materiale liggende, som kan bruges til research og idéudvikling.
Hvis det ønskes, har kirken mulighed for at være med i udarbejdelsen af opgaveteksterne, og under alle omstændigheder vil der løbende være en udveksling af idéer undervejs, når færdige sider sendes til gennemsyn.
Korrekturlæsning af færdige sider er kirken ansvarlig for.
Hvad koster selve trykningen?
Trykomkostningerne afhænger af faktorer som oplagsstørrelse, papirkvalitet samt valg af indbindingstype. Derudover kan der naturligvis også være prisforskelle fra et trykkeri til et andet.
Udgifter til trykning og indbinding beregnes og aftales separat i samarbejde med det trykkeri, som menighedsrådet ønsker at benytte.
Prisen for trykning og indbinding af "Talrige fortællinger om Middelfart Kirke" beløb sig til cirka 35.000 kr. ekskl. moms for et oplag på 1.500 eksemplarer.