Illustrationerne til disse opgaver tegnes med udgangspunkt i den enkelte kirkes historie, inventar og bygningsdele. Nedenfor er vist forskellige eksempler på denne type skræddersyede illustrationer fra de første bøger i serien.
At sætte pris på et våbenhus
Stenpladen over indgangsdøren til våbenhuset i Middelfart Kirke giver mulighed for at fortælle om kirkens forskellige til- og ombygninger, mens regnskabet for våbenhusets opførelse i 1667 inspirerer den tilhørende opgave, hvor eleverne bliver bedt om at regne ud, hvor stor en del af udgifterne til murerarbejdet udgøres af drikkepenge til murermester og svende.
Som vinden blæser
Optegnelser i Middelfart Kirkes regnskaber fra 1600- og 1700-tallet viser tagrytterens til tider stormomsuste tilværelse, og netop det kraftige blæsevejr, som Lillebælt indimellem byder på, bruges som udgangspunkt for en opgave, hvor den logiske sans må tages i brug for at gennemskue vindens retning.
Bløde basunkinder
Udover at fortælle historien bag døbefonten i Sankt Nicolai Kirke i Kolding beskrives også selve dåbsritualet. I den tilhørende opgave skal eleverne omregne mængden af vand i dåbskanden fra liter til deciliter.
Fra helgen til julemand
Et træsnit af Sankt Nicolai Kirkes værnehelgen fører til fortællingen om biskop Nikolajs gode gerninger og helgenstatus — samt naturligvis et par ord om julemanden. Eleverne får udleveret et kopiark med en stregtegning af illustrationen, og bliver bedt om at farvelægge bispekåben således, som de forestiller sig, at den så ud.
Fristende frugter
Fem store glasmalerier i korvinduerne i Sankt Nicolai Kirke giver rig mulighed for at slippe elevernes nysgerrighed løs, og ved hjælp af alfabetbingo opmuntres de til at lægge mærke til så mange detaljer som muligt. "S" for "slange" og "Æ" for "æble" er nemme nok, men hvordan mon det går med "C" og "Z"?